Så kører vi igen … maj 14, 2008

Nu er det så anden gang, dvs anden periode, hvor vi ikke ved, om vi er købt eller solgt ifht at komme i behandling. Vi havde et svagt håb på forhandlingerne i går imellem regionerne og sundhedskartellet, men desværre kunne de ikke nærme sig hinanden. Desværre ser det også ud til, at alt i forbindelse med sundhed nu er ved at gå i hårdknude. I hvert fald strejker FOA-medlemmerne i regionerne også og mon ikke FOA-medlemmerne i kommunerne stemmer nej sidst i maj. Det er rent ud sagt noget lort.

Det eneste vi nu kan håbe på er, at der kommer mere negativ dækning i medierne og andre parter – og derfor gør det os også glad, da vi i dag kan se, at Patientforeningen nu går ud og advarer imod mere strejke.

Det vi er allermest bange for er nu, at alt går i hårdknude og at alle strejkende områder bliver med med at strejke. Det er som om, at alle nu gerne vil have mere – også selvom deres fagforeninger havde forhandlet en løsning hjem. Hvis du spørger os, så er det misforstået solidaritet at blive med med at strejke for at støtte de andre. Vi ved godt, at det er længe siden nogen rigtigt forstod solidaritet, men solidaritet er ikke at kræve det samme som andre – solidaritet er at støtte andre i deres krav … hvad de end måtte være. Hvis store dele af samfundet begynder at strejke, så stopper det hele jo – og den misforståede solidaritet kan betyde et inddgreb, der stiller alle værre end udgangspunktet.

Jeg synes bestemt, at de strejkende bør overveje om deres handlinger er i orden … når selv trofaste sympatisører som os begynder at tvivle – så bør man måske sætte sig ned og overveje, om man gør det rigtige.

Vi er i hvert fald ved at være godt møre.

Rutsjeturen fortsætter maj 5, 2008

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er svært for os at håndtere strejken og at vi ikke rigtigt kan få noget konkret at vide. Vi tænker hele tiden: “Hvis vi bare kunne få sikkerhed for …” eller lignende. Vi har de sidste uger brugt det meste af vores tid på at undersøge forskellige muligheder for at “gøre noget”. Jeg var til “udredning” på Rigshospitalet og har fået at vide, at jeg har nogle åreknuder på testiklerne, og at disse sandsynligvis er årsagen til min ringe sædkvalitet. De har anbefalet mig, at jeg bliver opereret. Til det er der så lige en ventetid på 1½ år før jeg kan komme til. Det lader heller ikke til, at det er muligt at få dem opereret i privat regi, så det må vente … til “barn nummer to”.

Vi har prøvet at trække i nogle tråde for at se, om vi kan blive overført til Rigshospitalet – men det lykkedes heller ikke. Derfor er vi begyndt at kigge på det private område. Vi ved godt, at det er rasende dyrt, men tårer er efterhånden sin egen vægt værd i guld, så umiddelbart er det ikke længere så stor en “mental” udgift at betale sig fra det (vi ved dog endnu ikke, hvor vi skal finde pengene hennne).

Sidste uge var ret hård.

Der blev grædt meget – både af min kone og jeg, og vi har begge måttet arbejde for at støtte hinanden. Personligt har jeg det stadig – selvom det er lidt tosset – en smule mærkeligt ved at græde foran min kone. Det er noget med tabt mandighed eller noget tilsvarende tåbeligt – men det er nu en gang sådan jeg føler det. Derfor bliver jeg altid en smule hæmmet, når tårene presser sig på. I onsdags/torsdags besluttede vi os for konkret at undersøge “markedet” og det betød, at vi nu igen begyndte at kigge på hjemmesider og “shoppe lidt rundt”. Det er noget pudsigt noget at gøre … for at få et barn, but what can you do?

Men fredag morgen kom lyspunktet. Vi havde talt både med hospitalet og en enkelt privat klinik, og pludselig begyndte tingene at falde i hak – og vi kunne nå at få den behandling inden sommerferien, som vi har gået og håbet så meget på – nu skal vi så bare finde ud af, om vi skal betale os fra det eller håbe det bedste i det offentlige system. Det er første gang i rigtig lang tid, hvor jeg har set min kone græde af glæde og ikke af sorg.

Når man sådan sidder og overvejer, om vi skal gøre det ene eller andet, så kommer man ofte til at tænke på nogle lidt mærkelige ting. At betale sig fra at få en barnløshedsbehandling burde jo være noget, som kun ville berøre os … men vi har ikke kunnet lade være med at tænke på, hvad vores venner og familie vil sige til det. Reelt vil vi jo købe os til 3-4 ugers ro og trøst ved at få en behandling på en privat klinik – og vi er usikker på, om vores familie vil kunne forstå dette. Vi er dog blevet enige om, at det er ligemeget, om de forstår det eller ej. Vi ved jo godt, at det ikke bare er “trøst i tre uger” vi køber. Det er trøst vi køber, da udsættelserne pga strejken jo er endnu en gang, hvor vi blev skuffede. Det er endnu en gang, hvor vi har sat vores forhåbninger op til, at nu skal vi i gang. Det er endnu en gang, hvor vi sidder derhjemme med tårene løbende ned af kinderne fordi vi igen ikke kunne komme i gang. Det er endnu en gang jeg skal se og høre på min kones hulkende gråd og ikke være i stand til at sige noget til hende, der trøster hende igen.

Det er på grund af disse ting, at vi nu overvejer, om vi skal forsøge at finde nogle penge til en privat behandling … det er på grund af, at vi efterhånden i perioder er så flossede i sømmene, at vi har svært ved at holde sammen i syningerne.

Vi gør det fordi vi ikke kan se andre alternativer.

Isolationen kommer krybende april 25, 2008

Det værste ved at vente er, at man bliver bims i hovedet af det, og at ens prioriteter går helt i snøvs. I takt med at vi ikke kan få vores dybeste ønske opfyldt, bliver vi mere og mere irrationelle i vores forhold til vores omverden. Specielt har vi en tendens til at isolere os mere og mere – og finde på undskyldninger for ikke at mødes med vores venner, der allerede er blevet velsignede med børn. Det er urimeligt, det er for dårligt, det er pisse-hamrende uretfærdigt … for det er jo ikke deres skyld. Men det er blot endnu én af de ting, der for andre måske er uforståeligt – men for os er den kolde, hårde sandhed.

For det kan godt være hårdt. Det er ikke ubetinget sjovt at høre på kommentarer som “Nu skal I vel også snart have en lille baby” eller “Tro mig, I kan godt glæde jer, til det bliver jeres tur”. Eller måske den værste: “Nu er I godt klar over, hvordan man gør det, ikke?”. Det kan også være på grænsen til tårefremkaldende at sidde med en lille glad fyr på skødet … og bare have lyst til at tude over vores situation (som nu, hvor jeg skriver dette). I de perioder, hvor behandlingen står på, er det rigtigt hårdt for min kone at udholde kommentarer som “Nå, du drikker ikke – hva’ … er du gravid?”, hvis hun ikke drikker vin til en fest eller middag. Det er alle disse ting, der medvirker til, at man risikerer at isolere sig for meget. Så sent som i går nævnte min kone:

Jeg er så bange for, at vi mister nogle venner i denne proces – jeg kan bare ikke holde ud af være i nærheden af børn lige nu

Eller når man undgår steder med mange barnevogne … det er ret svært på solrige forårsdage. Eller når vi som i aftes ser en komedie, hvor det gennemgående tema viser sig at være “uheldige omstændigheder ved at være gravid”. Altså de stoooore spørgmål som: “hvornår skal vi sige det til svigerfar?” eller “hvad skal vi kalde ungen?” Den ene halvdel af hjernen kan jo godt se det sjove – den anden halvdel har mest af alt lyst til at slukke for fjernsynet. Eller når vi mest af alt har lyst til at melde afbud til et bryllup, da vi ved, at de og deres venner har rigtigt mange børn (vi var til 1-års fødselsdag ved den ældste og der var nok i omegnen af 15 andre børn til den fest).

Vi ved godt, at vi ikke burde tænke sådan og vi ved godt, at vi skal leve i nuet. Vi ved godt, at livet ikke er en rejse imod et mål, men at rejsen er målet og livet selv. Vi ved godt, at vi burde finde styrken og tænke anderledes … men vi er bare så trætte.

Vi er trætte af at være kede af det.

Vi er trætte af at være frustrerede.

Vi er trætte af at være usikre på fremtiden

Vi er trætte af ikke at have lyst til at være sammen med venner og familie med børn.

Ja – vi er bare ganske enkelt trætte og udmattede.

Og nu venter vi så pga strejken.

Her til morgen cyklede jeg forbi nogle FOA-medlemmer, der stod og klappede med deres plastic-hænder. Igen kan jeg mærke splittelsen – for på den ene side får de jo også for lidt i løn – på den anden side har jeg lyst til at skrige “Få så røven tilbage på arbejde!” (selvom jeg jo godt ved, at FOA-medlemmerne ikke kan hjælpe min kone og jeg med vores problemer).

Jeg forstår ikke, hvorfor regeringen ikke finder pengene til sygeplejerskerne. Det drejer sig om 15 procent – men det er over tre (eller er det 5?) år og ikke en årlig lønforhøjelse. Kom nu for pokker i gang, Anders Fogh! Find de penge til nogle af de mest vigtige og mest pressede medarbejdere i vores velfærdssamfund. Det er også dem, der skal passe dig, hvis du bliver syg!

Smerten bliver ikke ligefrem mindre april 24, 2008

Så er strejken på sundhedsområdet gået ind i sin anden uge. Min kone og jeg er i fertilitetsbehandling på Hvidovre Hospital og det er jo som udgangspunkt en proces, hvor man på en eller anden måde er nødt til at affinde sig med, at man ikke længere er herre over eget liv – i hvert fald ikke i “normal” udstrækning.

Først gik der et års tid med inseminations-behandlinger ved en gynækolog, men da det ikke gav “pote” blev vi overført til Hvidovre Hospital. Naturligvis startede det med en venteperiode på 4 måneder. I den tid fortsatte vi med inseminations-behandlingerne … hvilket vi nok ikke skulle have gjort. Det gav for meget stress, men vi vidste desværre ikke bedre. Da vi så kom til Hvidovre skulle jeg undersøges “i bund” og det tog så yderligere 4 måneder med udredning på Rigshospitalets klinik for vækst og reproduktion. Jeg kan godt sige jer, at det var lidt et chok at skulle finde afdelingen den første morgen – jeg følte mig virkeligt meget lille. At vi jo så derudover sad x antal mænd på rad og række ved siden af toilettet for at lave vores prøve” gjorde ikke oplevelsen mindre ubehagelig … men vi er jo efterhånden derude, hvor vi vil gøre alt.

Nå – men det blev overstået på Rigshospitalet og vi regnede med, at vi nu endelig kunne komme i behandling. Min kone skulle have menstruation i ugen efter sidste undersøgelse, så det kunne næsten ikke passe bedre. Specielt min kone har følt det meget hårdt med ventetiden. Hun er dybt ulykkelig over, at vi endnu ikke kan kalde os “forældre” og jeg kunne mærke på hende, at det var godt, at vi nu skulle i gang.

Men så kom strejken …

Det er fandeme svært – for det gør rigtigt ondt. Vi forsøgte os først med at tro lidt på, at de nok slet ikke begyndte at strejke … men sådan gik det ikke. Så troede vi lidt på, at de nok ville være færdige i løbet af et par dage … men sådan gik det heller ikke. Nu forsøger vi at tro på, at de nok er færdige i løbet af et par uger. Hvis de bliver færdige inden tre uger, så kan vi nemlig komme i behandling efter næste periode. Men det er efterhånden også svært at tro på.

Samtidig bombarderes vi med artikler om strejken, der forudser “måneder i strejke” og artikler om, at “FOA har penge nok” og “Regionerne har ingen penge at give”. Jeg er klar over, at aviser sælges på overskrifter – men det er efterhånden svært at bevare optimismen.

Og min kone er ved at gå op i limningen. I dag græd hun så meget, som jeg ikke kan huske hun nogensinde har gjort – hun vil bare så gerne være mor! Jeg forsøger naturligvis at trøste og forklare så godt jeg kan – men det er svært at slå følelserne fra ur-instinket at en kvinde lissom er nødt til at have et barn. Jeg kan mærke, at hun er på vej mere og mere ned i et sort hul, og det bliver sværere og sværere at hive hende op. Jeg kan også mærke, at det slider på mig – hver tåre hun fælder græder jeg jo tifold indeni. Kunne vi da for pokker blot få en smule vished om, hvornår dette mareridt var færdigt! Som min kone sagde i dag: “Ikke alene skal vi slås med bekymringerne over, at behandlingen måske slet ikke giver noget – vi skal også slås med bekymringerne over, hvornår vi kan komme i gang”.

Krydr så dette med den indre spittelse over, at vi sådan set godt forstår sygeplejerskerne. Vi har altid fået super behandling i det offentlige sygehusvæsen – men vi ved godt, at de har det hårdt og vi er enige med dem i, at de får aaaaalt for lidt i løn. De fortjener så meget mere, at man næsten ikke tror på det. Men det gør bare så ondt så ondt så ondt i hjertet at vente. Det gør så ondt at se min kones daglige tårer over frustrationen og det gør så ondt, at jeg næsten ikke kan blive ved med at trøste hende.

Vi er godt klar over, at vores behandling ikke er hverken akut eller livstruende – men for os er drejer det sig alligevel næsten om liv eller død – eller i hvert fald om lykken i livet. Vi er også klar over, at der er folk, der venter på både hjerteoperationer og alt muligt andet … men i denne situation hjælper det os ikke rigtigt. Deres smerte og frustration gør ikke vores mindre. Det er jo desværre sådan, at smerte ikke kan deles – kun glæde og den virker langt væk lige nu.

Jeg så i dag i avisen, at lønforhøjelsen for sygeplejerskerne (og måske også for SOSU’erne) kan klares med en skattestigning pr. dansker på kr. 8,- om måneden.

8 kroner …

Men Bent Hansen fra Danske Regioner udtalte frejdigt

Men vi har et skattestop i dette land, som befolkningen støtter op omkring. Befolkningen har allerede talt ved folketingsvalget for et halvt år siden, og bordet fanger, siger formand for Danske Regioner, Bent Hansen.

“Bordet fanger” … arrogante klovn.

Tak for skattestoppet, Anders Fogh Rasmussen!

Og til de danske regioner: få så betalt de ekstra kr. 700-800 om måneden, som sygeplejerskerne ønsker. De er i den grad pengene værd, og vi burde bøje os i støvet i næsegrus benovelse over, at de udfører deres arbejde så godt, som de gør … til den løn.