Smerten bliver ikke ligefrem mindre april 24, 2008

Så er strejken på sundhedsområdet gået ind i sin anden uge. Min kone og jeg er i fertilitetsbehandling på Hvidovre Hospital og det er jo som udgangspunkt en proces, hvor man på en eller anden måde er nødt til at affinde sig med, at man ikke længere er herre over eget liv – i hvert fald ikke i “normal” udstrækning.

Først gik der et års tid med inseminations-behandlinger ved en gynækolog, men da det ikke gav “pote” blev vi overført til Hvidovre Hospital. Naturligvis startede det med en venteperiode på 4 måneder. I den tid fortsatte vi med inseminations-behandlingerne … hvilket vi nok ikke skulle have gjort. Det gav for meget stress, men vi vidste desværre ikke bedre. Da vi så kom til Hvidovre skulle jeg undersøges “i bund” og det tog så yderligere 4 måneder med udredning på Rigshospitalets klinik for vækst og reproduktion. Jeg kan godt sige jer, at det var lidt et chok at skulle finde afdelingen den første morgen – jeg følte mig virkeligt meget lille. At vi jo så derudover sad x antal mænd på rad og række ved siden af toilettet for at lave vores prøve” gjorde ikke oplevelsen mindre ubehagelig … men vi er jo efterhånden derude, hvor vi vil gøre alt.

Nå – men det blev overstået på Rigshospitalet og vi regnede med, at vi nu endelig kunne komme i behandling. Min kone skulle have menstruation i ugen efter sidste undersøgelse, så det kunne næsten ikke passe bedre. Specielt min kone har følt det meget hårdt med ventetiden. Hun er dybt ulykkelig over, at vi endnu ikke kan kalde os “forældre” og jeg kunne mærke på hende, at det var godt, at vi nu skulle i gang.

Men så kom strejken …

Det er fandeme svært – for det gør rigtigt ondt. Vi forsøgte os først med at tro lidt på, at de nok slet ikke begyndte at strejke … men sådan gik det ikke. Så troede vi lidt på, at de nok ville være færdige i løbet af et par dage … men sådan gik det heller ikke. Nu forsøger vi at tro på, at de nok er færdige i løbet af et par uger. Hvis de bliver færdige inden tre uger, så kan vi nemlig komme i behandling efter næste periode. Men det er efterhånden også svært at tro på.

Samtidig bombarderes vi med artikler om strejken, der forudser “måneder i strejke” og artikler om, at “FOA har penge nok” og “Regionerne har ingen penge at give”. Jeg er klar over, at aviser sælges på overskrifter – men det er efterhånden svært at bevare optimismen.

Og min kone er ved at gå op i limningen. I dag græd hun så meget, som jeg ikke kan huske hun nogensinde har gjort – hun vil bare så gerne være mor! Jeg forsøger naturligvis at trøste og forklare så godt jeg kan – men det er svært at slå følelserne fra ur-instinket at en kvinde lissom er nødt til at have et barn. Jeg kan mærke, at hun er på vej mere og mere ned i et sort hul, og det bliver sværere og sværere at hive hende op. Jeg kan også mærke, at det slider på mig – hver tåre hun fælder græder jeg jo tifold indeni. Kunne vi da for pokker blot få en smule vished om, hvornår dette mareridt var færdigt! Som min kone sagde i dag: “Ikke alene skal vi slås med bekymringerne over, at behandlingen måske slet ikke giver noget – vi skal også slås med bekymringerne over, hvornår vi kan komme i gang”.

Krydr så dette med den indre spittelse over, at vi sådan set godt forstår sygeplejerskerne. Vi har altid fået super behandling i det offentlige sygehusvæsen – men vi ved godt, at de har det hårdt og vi er enige med dem i, at de får aaaaalt for lidt i løn. De fortjener så meget mere, at man næsten ikke tror på det. Men det gør bare så ondt så ondt så ondt i hjertet at vente. Det gør så ondt at se min kones daglige tårer over frustrationen og det gør så ondt, at jeg næsten ikke kan blive ved med at trøste hende.

Vi er godt klar over, at vores behandling ikke er hverken akut eller livstruende – men for os er drejer det sig alligevel næsten om liv eller død – eller i hvert fald om lykken i livet. Vi er også klar over, at der er folk, der venter på både hjerteoperationer og alt muligt andet … men i denne situation hjælper det os ikke rigtigt. Deres smerte og frustration gør ikke vores mindre. Det er jo desværre sådan, at smerte ikke kan deles – kun glæde og den virker langt væk lige nu.

Jeg så i dag i avisen, at lønforhøjelsen for sygeplejerskerne (og måske også for SOSU’erne) kan klares med en skattestigning pr. dansker på kr. 8,- om måneden.

8 kroner …

Men Bent Hansen fra Danske Regioner udtalte frejdigt

Men vi har et skattestop i dette land, som befolkningen støtter op omkring. Befolkningen har allerede talt ved folketingsvalget for et halvt år siden, og bordet fanger, siger formand for Danske Regioner, Bent Hansen.

“Bordet fanger” … arrogante klovn.

Tak for skattestoppet, Anders Fogh Rasmussen!

Og til de danske regioner: få så betalt de ekstra kr. 700-800 om måneden, som sygeplejerskerne ønsker. De er i den grad pengene værd, og vi burde bøje os i støvet i næsegrus benovelse over, at de udfører deres arbejde så godt, som de gør … til den løn.