Isolationen kommer krybende april 25, 2008

Det værste ved at vente er, at man bliver bims i hovedet af det, og at ens prioriteter går helt i snøvs. I takt med at vi ikke kan få vores dybeste ønske opfyldt, bliver vi mere og mere irrationelle i vores forhold til vores omverden. Specielt har vi en tendens til at isolere os mere og mere – og finde på undskyldninger for ikke at mødes med vores venner, der allerede er blevet velsignede med børn. Det er urimeligt, det er for dårligt, det er pisse-hamrende uretfærdigt … for det er jo ikke deres skyld. Men det er blot endnu én af de ting, der for andre måske er uforståeligt – men for os er den kolde, hårde sandhed.

For det kan godt være hårdt. Det er ikke ubetinget sjovt at høre på kommentarer som “Nu skal I vel også snart have en lille baby” eller “Tro mig, I kan godt glæde jer, til det bliver jeres tur”. Eller måske den værste: “Nu er I godt klar over, hvordan man gør det, ikke?”. Det kan også være på grænsen til tårefremkaldende at sidde med en lille glad fyr på skødet … og bare have lyst til at tude over vores situation (som nu, hvor jeg skriver dette). I de perioder, hvor behandlingen står på, er det rigtigt hårdt for min kone at udholde kommentarer som “Nå, du drikker ikke – hva’ … er du gravid?”, hvis hun ikke drikker vin til en fest eller middag. Det er alle disse ting, der medvirker til, at man risikerer at isolere sig for meget. Så sent som i går nævnte min kone:

Jeg er så bange for, at vi mister nogle venner i denne proces – jeg kan bare ikke holde ud af være i nærheden af børn lige nu

Eller når man undgår steder med mange barnevogne … det er ret svært på solrige forårsdage. Eller når vi som i aftes ser en komedie, hvor det gennemgående tema viser sig at være “uheldige omstændigheder ved at være gravid”. Altså de stoooore spørgmål som: “hvornår skal vi sige det til svigerfar?” eller “hvad skal vi kalde ungen?” Den ene halvdel af hjernen kan jo godt se det sjove – den anden halvdel har mest af alt lyst til at slukke for fjernsynet. Eller når vi mest af alt har lyst til at melde afbud til et bryllup, da vi ved, at de og deres venner har rigtigt mange børn (vi var til 1-års fødselsdag ved den ældste og der var nok i omegnen af 15 andre børn til den fest).

Vi ved godt, at vi ikke burde tænke sådan og vi ved godt, at vi skal leve i nuet. Vi ved godt, at livet ikke er en rejse imod et mål, men at rejsen er målet og livet selv. Vi ved godt, at vi burde finde styrken og tænke anderledes … men vi er bare så trætte.

Vi er trætte af at være kede af det.

Vi er trætte af at være frustrerede.

Vi er trætte af at være usikre på fremtiden

Vi er trætte af ikke at have lyst til at være sammen med venner og familie med børn.

Ja – vi er bare ganske enkelt trætte og udmattede.

Og nu venter vi så pga strejken.

Her til morgen cyklede jeg forbi nogle FOA-medlemmer, der stod og klappede med deres plastic-hænder. Igen kan jeg mærke splittelsen – for på den ene side får de jo også for lidt i løn – på den anden side har jeg lyst til at skrige “Få så røven tilbage på arbejde!” (selvom jeg jo godt ved, at FOA-medlemmerne ikke kan hjælpe min kone og jeg med vores problemer).

Jeg forstår ikke, hvorfor regeringen ikke finder pengene til sygeplejerskerne. Det drejer sig om 15 procent – men det er over tre (eller er det 5?) år og ikke en årlig lønforhøjelse. Kom nu for pokker i gang, Anders Fogh! Find de penge til nogle af de mest vigtige og mest pressede medarbejdere i vores velfærdssamfund. Det er også dem, der skal passe dig, hvis du bliver syg!