Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det er svært for os at håndtere strejken og at vi ikke rigtigt kan få noget konkret at vide. Vi tænker hele tiden: “Hvis vi bare kunne få sikkerhed for …” eller lignende. Vi har de sidste uger brugt det meste af vores tid på at undersøge forskellige muligheder for at “gøre noget”. Jeg var til “udredning” på Rigshospitalet og har fået at vide, at jeg har nogle åreknuder på testiklerne, og at disse sandsynligvis er årsagen til min ringe sædkvalitet. De har anbefalet mig, at jeg bliver opereret. Til det er der så lige en ventetid på 1½ år før jeg kan komme til. Det lader heller ikke til, at det er muligt at få dem opereret i privat regi, så det må vente … til “barn nummer to”.
Vi har prøvet at trække i nogle tråde for at se, om vi kan blive overført til Rigshospitalet – men det lykkedes heller ikke. Derfor er vi begyndt at kigge på det private område. Vi ved godt, at det er rasende dyrt, men tårer er efterhånden sin egen vægt værd i guld, så umiddelbart er det ikke længere så stor en “mental” udgift at betale sig fra det (vi ved dog endnu ikke, hvor vi skal finde pengene hennne).
Sidste uge var ret hård.
Der blev grædt meget – både af min kone og jeg, og vi har begge måttet arbejde for at støtte hinanden. Personligt har jeg det stadig – selvom det er lidt tosset – en smule mærkeligt ved at græde foran min kone. Det er noget med tabt mandighed eller noget tilsvarende tåbeligt – men det er nu en gang sådan jeg føler det. Derfor bliver jeg altid en smule hæmmet, når tårene presser sig på. I onsdags/torsdags besluttede vi os for konkret at undersøge “markedet” og det betød, at vi nu igen begyndte at kigge på hjemmesider og “shoppe lidt rundt”. Det er noget pudsigt noget at gøre … for at få et barn, but what can you do?
Men fredag morgen kom lyspunktet. Vi havde talt både med hospitalet og en enkelt privat klinik, og pludselig begyndte tingene at falde i hak – og vi kunne nå at få den behandling inden sommerferien, som vi har gået og håbet så meget på – nu skal vi så bare finde ud af, om vi skal betale os fra det eller håbe det bedste i det offentlige system. Det er første gang i rigtig lang tid, hvor jeg har set min kone græde af glæde og ikke af sorg.
Når man sådan sidder og overvejer, om vi skal gøre det ene eller andet, så kommer man ofte til at tænke på nogle lidt mærkelige ting. At betale sig fra at få en barnløshedsbehandling burde jo være noget, som kun ville berøre os … men vi har ikke kunnet lade være med at tænke på, hvad vores venner og familie vil sige til det. Reelt vil vi jo købe os til 3-4 ugers ro og trøst ved at få en behandling på en privat klinik – og vi er usikker på, om vores familie vil kunne forstå dette. Vi er dog blevet enige om, at det er ligemeget, om de forstår det eller ej. Vi ved jo godt, at det ikke bare er “trøst i tre uger” vi køber. Det er trøst vi køber, da udsættelserne pga strejken jo er endnu en gang, hvor vi blev skuffede. Det er endnu en gang, hvor vi har sat vores forhåbninger op til, at nu skal vi i gang. Det er endnu en gang, hvor vi sidder derhjemme med tårene løbende ned af kinderne fordi vi igen ikke kunne komme i gang. Det er endnu en gang jeg skal se og høre på min kones hulkende gråd og ikke være i stand til at sige noget til hende, der trøster hende igen.
Det er på grund af disse ting, at vi nu overvejer, om vi skal forsøge at finde nogle penge til en privat behandling … det er på grund af, at vi efterhånden i perioder er så flossede i sømmene, at vi har svært ved at holde sammen i syningerne.
Vi gør det fordi vi ikke kan se andre alternativer.
